Spørgsmålet til en million..

Har tilbragt rigtig dejlig fridag sammen veninde, som stillede mig spørgsmålet til en million:

I dag er første dag i resten af dit liv. Så hvad ønsker DU dig af DIT liv for at være lykkelig..?

Det har givet mig noget at tænke over.

Der er det hurtige svar, et godt og langt liv med mine piger og en mand jeg elsker, min praksis, min familie, mine nære venner.

Det med børnene, arbejdet, familien, vennerne er sådan set nemt nok, men så kommer spørgsmålet omkring, hvad jeg egentlig ønsker mig af et parforhold. Om jeg er parat til igen at gå på de samme kompromis'er som tidligere, og hvis jeg ikke er, vil jeg så hellere leve alene. Eller er det nemmere og mere bekvemt at være 2, selv om det ikke lutter lykke. Hvor meget må være ikke lutter lykke for, at det er godt nok. Og er godt nok godt nok? Og hvor meget kan man egentlig forvente af et parforhold? Og hvordan med sin selvfølelse og mit selvværd, hvor ligger det henne i ligningen? For det er jo nødt til at være i orden, før jeg kan gøre mig forhåbninger om at et parforhold kan fungere. Hvor meget af ansvaret (og skylden..) har jeg taget på mig selv, og er det en rimelig mængde? Bør man placere ansvar, for ansvaret bør jo til en hver tid være fælles.

Konklusion nr 1.:
Ægtefællen og jeg havde ikke meget til fælles, modsætninger i høj grad.

Konklusion nr. 2.:
Det var ikke godt nok, som det var, og det bliver heller godt nok nu.

Konklusion nr. 3.:
Jeg skal til at tænke rigtig meget på hvad jeg forventer, hvad jeg tror jeg selv fortjener, og min egen selvfølelse og selvværd. Og min dårlige samvittighed..

Konklusion nr. 4:
Den dårlige samvittighed jeg havde overfor ham behøvede jeg ikke at have. For han bad ikke om eller forventede det jeg forventede af mig selv at give. Fordi han ikke selv gav fra sig..