Kvalmende selvmedlidenhed

Jeg troede ikke jeg kunne få det meget værre end igår. Men alting er jo til for at blive modbevist?

Aldeles rædselsfuld dag.
Jeg ligner noget der er løgn, matte øjne og hår som udskidt æblegrød. (Min mors udtryk, jeg har ikke set det, men det lyder ret ækelt). Jeg har konstant en klump i halsen, jeg hader mig selv for ikke at grine og være let i humøret som jeg plejer, selvmedlidenheden er kvalmende.
Jeg er utilfreds med mit arbejde, manglen på humør smitter af på evnen til at kommunikere, og jeg lytter misundeligt på latteren fra rummet ovenover mig. Det plejede også at være mig.. Jeg vil meget hellere være indeni de mennesker som griner og smiler, end inden i klumpen af mig selv.

Det er min værste frygt udlevet, borset fra den aller aller værste, at der skulle ske noget med pigerne, en frygt som også spilles om og om i hovedet på mig. Det har været min frygt, at noget skulle gå galt med kærligheden, at jeg ikke kunne holde sammen på det. Og for dem som siger, at det aldrig er så slemt som man frygter, det er det!