Hurra for gode veninder

- Som kan give én et spark i rumpen, når man fortjener det..

Hun kaldte mig en slags medmisbruger, som vil løse problemerne for 'ham', i stedet for selv at lade ham løse dem.. Det er tankevækkende at havne i en sådan situation, når man selv er 'misbrugsbehandler'. Eller måske netop derfor..
Men hvor er det rart at få sparket tingene lidt på plads igen. Selv om det er grund til selvransagning - hvorfor er jeg så hurtig til at hoppe med på den, tro på hvad han siger og gå igang med at tilgive, når min første tanke var, at det bare er fordi han har fundet ud af, at han alligevel hellere vil være her i familien, end alene i en et-værelses.. For handler det ikke igen bare om hvad han vil, mere end hvad jeg vil, og hvad der er godt for mig?

Jeg hader dagen i dag. Hader at min ældste datter skal på ferie 3 uger uden mig. Hader at gå herhjemme i et univers, som han prøver at få til at ligne vores normale hverdag, med fælles morgenmad, fælles frokost, han tuller med den yngste, fælles ting som rengøring, planlægning af indkøb, snakker som om intet var hændt. Hader at se ham gå rundt med hende, som om han er verdens bedste far, efter at han forlod hende en hel sommerferie.. Og hende, som bare elsker sin far betingelsesløst. Had er et stærkt ord, måske ikke det rette, men det er så svært at se på.
Se ham gå rundt nu uden noget egentligt ønske om at være andre steder, høre ham sige at det er svært at finde en sofa at sove på, endsige en hel lejlighed..