Forelskelse..

Har ny spændende ting i mit liv..

Hvordan håndterer man forelskelse som 38-årig? SLGMMBØ kalder mig "Dalai A......", som kærligt drilleri for at jeg har en mening om alting, og gerne strør om mig med tanker og lommefilosofiske betragtninger (neeeej, det kan da ikke være mig..!)

Hvordan giver man plads til at have den type følelser som 38-årig, uden enten af forsøge at planlægge sig ud af det, analysere sig ud af det, eller "teenage" sig ud af det.. Og uden 1000 fordomme, ikke mindt fra mig selv om, hvornår man kan tillade sig at føle følelser igen, hvornår den "passende" sørgeperiode er overstået. Og hvordan tackles en hverdag, som trænger sig på, når man har levet en hel weekend i en puppe.. Godt nok en puppe med masser af hygge, hjemmelavet mad, museumsbesøg, restaurant og gåture, total mangel på TV, og med overflod af alt det som man har, er og gør, når man er forelsket som 17-årig, som 38-årig, som 60-årig..

Og hvordan gør man, når der er børn med i det..?

Min plan:
1. Være lige så glad, som jeg føler mig
2. Lade være med at planlægge andet end fra gang til gang (yeah, I know..!!)
3. Sidde i min sofa, være Dalai A, og lade hele mylderet af følelser stille og roligt finde sin plads der hvor de hører hjemme.
4. Snakke med mine børn..

PS:
Plan 2.: Få mig selv til rigtigt at forstå, at jeg selv er medansvarlig for at have levet i forkert ægteskab i 1½ år, og at det er ok at komme over det, glæde sig over godt forhold til eks'en, og være parat til at føle igen.

Må gemme min egen geniale profiltekst et eller andet sted..

Pænt saxet fra egen blog, forstås, man behøver jo ikke genopfinde dyb tallerken :-D

Ønskes: Ordleg førende til venskab og gerne kæreste.
Ønskes ikke: Uærlighed og manipulation.
Er: I gang med livets udfordring nr. 1.
Er ikke: Bridget Jones, Maise Njor eller Lisbeth Dahl.
Haves: Hang til ord-ækvilibrisme, smil og latter.
Haves ikke: 25 timer i døgnet.
Ordbog: Venskab staves ikke ”uforpligendesex”

Nick heller ikke genopfundet, det virkede meget godt at hedde Jane Eyre sidst, og det samme nu.. Blot den lille ting, dengang var det noget med en romantisk forestilling om, at Jane Eyre fandt den eneste ene, den rige herremand, som så mere på det indre end det ydre..

Nu med den lille ekstra pointe, at godt nok fik de hinanden, men han skulle lige først blive både blind og krøbling, samt miste det meste af sin formue..

Og så er det endda en af feministen, den lesbiske forfatter Leonora Kristina Skovs ynglingsromaner. Og hun kalder det en ægte klassiker! Måske er jeg alligevel lidt feminist.. (Lesbisk er jeg jo i hvert fald ikke :-D)

Teenager på 38..

Utroligt så fjollet man lynhurtigt kan blive ved udsigten til at "date" sexet, gråhåret, intelligent, høj, sød mand med blå blå øjne og intenst blik.. I hvert fald når han finder sig i at få snakket ørerne af 4 timer i træk, og er lige så glad for ordleg som en´ selv. Ikke at jeg i øvrigt kan måle mig med cand.mag i filosofi og historie, men jeg kan da prøve.. Overvejer også, om det er ord, han er interesseret i..?

Nok om det, jeg har i virkeligheden slet ikke lyst til at udbasunere det på blog'gen, håber ingen læser det??

Selv om jeg burde være glad for at være helt almindelig kvinde med almindeligt behov for selskab af person af modsatte køn er det alligevel noget jeg liiiige skal vænne mig til.. Men hvis nu, at sexet -lækker - gråhåret - mand - med -blå - øjne (herefter måske blot kaldet SLGMMBØ??) fik lyst til at være sammen med mig lidt, ville jeg elske!! det.. Og så er der jo lige den lille pointe, som jeg efterhånden burde vide, selv om janteloven hænger tungt over hovedet på mig.. At jeg jo selv ikke er så værst endda, køn, sød, smilende, glad, sexet??!, høj, intelligent.. Og stædig, påståelig, nysgerrig.. Men det behøver man jo ikke afsløre lige med det samme..

Hvad en 8-årig synes er klamt..

Gå-tur ved Søerne, alger i vandet. Snak om at det er helt naturligt og at ænderne godt kan lide at spise det..

"Addddww, hvor er Ænder klamme.."

Og så satser jeg på at skulle skilles 10/9-2009 kl. 12.38..

Min stakkels blog..

Helt forsømt..

Jeg får slet ikke skrevet..

Er blevet totalt opslugt, facineret, fanget af spændende tråd i en mands mails.. Fantastisk følelse, at være opslugt af noget, selv om det er på bekostning af ordentlig nattesøvn og min stakkels blog..

Mails er for en stor dels vedkommende selvbedrag og flirt med egen excellence og ord-ækvilibrisme på skrift, leg med ord, som jeg elsker.. Men det er nu alligevel facinerende at nogen rent faktisk gider lege med på ord.. Og hvor er det skønt at føle sig interessant igen, at et andet menneske rent faktisk gider bruge sin tid og sine ord, sine hjernevindinger på at interessere mig. Jeg ved godt jeg gør det samme for ham, man kan ikke søge en form for interesse uden selv at være interesseret..

Har en anden ven som synes jeg er dum pga det. Som synes jeg burde hellige mig helingsprocessen i stedet for at søge nye græsgange. Som vil proppe mig ned i en kasse som hedder at jeg burde bruge tid og energi at blive et helt menneske efter det frygtelige brud med manden jeg troede jeg skulle blive 80 sammen med.. Men jeg duer ikke til at sidde og have ondt af mig selv for lang tid af gangen, sjælesørge og pirke i eget indre over krisens 4-5 fundamentale stadier. Det gør jeg jo sideløbende med alt det andet. Er helt bevidst om hvad jeg har gang i og egne grænser. Hvor trist det end er at indrømme har jeg jo været "her" en gang før.. Og alligevel er det på nogen måde nemmere at indrømme, at jeg har giftet mig med en mand jeg vist egentlig ikke passede sammen med, mere end en mand som var bedrager og psykopat.. Selv om der ikke er noget der er nemt..

Lige bortset fra at elske sig selv en smule mere, når man er 3 kg lettere. Selv om det er pga. dum skilsmisse..


PS. Hvis du læser dette, har jeg super fantastisk klog søster, der lige har fået 10 i eksamen efter det nye karaktersystem!!

Helt uforudset mulighed for skænderi med min Mor..

Artikel i "I FORM":

40 år! Så irriterer du dine forældre allermest!

I artiklen: Troede du konflikter med forældrene primært hører teenagåre til, så tro om igen! De fleste konflikter finder sted mellem midaldrene børn og deres forældre - især mødrene..

Nej hvor er det altså fedt at vide. Dvs at jeg nu skal til at skændes både med præ-teenage datter, eksmand, og min MOR! Den havde jeg godt nok ikke lige selv regnet ud..

Listen af "gode råd":

- Besøg hinanden jævnligt, og tal åbent om jeres følelser..
(jamen vi tager da turen over bæltet 3 gange ugentligt, og tvinger mine stakkels forældre til at fortælle hvad de føler ved at se os så meget!!)

- Behandl hinanden ligeværdigt..
(ja, jeg havde nu ikke tænkt at jeg ville behandle dem som om de var børn!)

- Hold uopfordrede gode råd for dig selv..
(jamen var det ikke det, de skulle??)

- Accepter, at dine forældre / voksne børn ikke er som du selv..
(nej Gud forbyde det!!)

Spekulationer..

Over:
Samværsresolution..

Har fået tiden i Statsforvaltningen, er snart..

Huset..

Er ikke så optimistisk omkring huset, situationen selvfølgelig også gået i hårdknude her.. Forudser flytning, da jeg ikke tror jeg kan blive siddende i huset selv.. Hader hader hader økonomiske spekulationer.. Som om en klap bare går ned, og panikken breder sig.

Over:
Net-dating..
Bekræftende / selvbedrag / godt / skidt / for tidligt? Har flere gange fået at vide at det duer ikke, at jeg ikke skal bruge tid og kræfter på den slags, men i stedet for bruge tid og energi på det triste, eks-manden og huset, løse de problemer.. Men hvorfor er der nogen som vil mig det på den måde, at jeg kun må være Mor, problemløser, ordne rodet i skilsmissen? Hvorfor må jeg ikke krydre min hverdag og weekenderne med et par positive oplevelser også? Kan man ikke godt gøre begge dele? Det er jo netop en bekræftelse på, at jeg stadig er menneske og kvinde. Og det giver mig en fornemmelse af, at jeg på trods af at have tabt 3 kg og til tider ligne udskidt æblegrød pga. mangel på søvn alligevel er værd at samle på.. Nå, det er måske lidt overdrevet, men alligevel..

Og pudsigt nok, så er det mændene som synes jeg er for tidligt på den. Kvinderne synes det er helt i orden..

Er så træt..

Er så træt at det føles som om at musklerne er ved at falde af knoglerne..

Har ikke passet mine sengetider, det er så hvad det er.. Men, har været tvunget til at gøre noget jeg bestemt ikke ville, nemlig midlertidigt at fratage eks-en samvær med den lille. Han skulle have haft hende fredag til søndag denne weekend, men ville kun have hende lørdag til søndag. Havde en aftale fredag, som han ikke ville lave om.. Endnu et bevis på at han ikke kan tilsidesætte egne behov for hendes.. At når han virkelig vil noget selv, så er hans datter ham ligegyldig.. Og jeg kan ikke overlade hende til ham før der er nedskrevet aftale fra statsamtet.. Håber det bliver snart.. For den lilles skyld mere end for hans.. Men øv, er ikke hadefuld eks-kone som kun er ude på at chikanere..

Måske kunne man erklære utroskab og bare blive skilt med det samme..

Forsømmer min blog..

Shame on me..

Men nyorienteringsfasen i krisen er begyndt at optage mig lidt for meget.. Burde sidde og sætte mig ind i kliniksygeplejerskernes overenskomst.. Min mildest talt forvirrede økonomi..

I stedet løber jeg ture i regnvejr (godt for glorien), tager til jazz-festival i Jonstrup og bliver små-bimmelims af ikke!!! særlig meget rødvin.. Og flirter med byens også nyligt fraskilte, nu eftertragtede ungkarl.. Det er da bedre end ynkelighed..

Kan ikke huske om jeg har filosoferet om dette, men har ven som bliver ved med at citere Arne Nielssons nye bog. Noget om at for hurtig "nyorientering" i nye forhold er dårligt sukker, som ikke duer, i stedet for erkendelse hopper man fra det ene til det andet, glemmer processen.. Som en alkoholiker i AA, der vist ikke må have sex for hurtigt efter ædrueligheden, fordi det kan være at bytte et misbrug ud med et andet?

Men men, jeg flirter nu alligevel..
Og bruger for meget tid på det..
Og har dårlig samvittighed..
Og føler mig som rigtigt menneske igen..

Og elsker stadig "Love Actually" - for 12. gang på TV..

PANIK! Min blog var væk..

Panik, panik, panik..

Min blog var pludselig væk.. Alt hvad jeg havde skrevet i 1½ måned, slettet.. Ang. fordi jeg havde brudt blogger reglerne og brugt anstødeligt sprog.. Jeg ved godt at jeg har krydret det hele med en vis portion og ironi, men anstødeligt.. Det skulle da lige være hvis eks-en kom forbi.

Følelsen af, at alle mine hemmelige (og ikke så hemmelige) tanker og følelser var væk i cyberspace var rædselsfuld, som om alle mine tanker ikke betød noget som helst.. Det gør de måske heller ikke i den virkelige verden, men i min verden har jeg lige fundet ud af, hvor vigtigt det er for mig at tænke tankerne, og skrive dem ned..

Måske er det straffen for ualmindelig pikant brevveksling jeg havde igår? Men nu tillægger jeg nok mig selv for stor betydning..

Men, hvor er jeg glad for at mine tanker eksisterer igen.. At jeg og mine følelser er virkelige igen, og ikke slettet af en virtuel kæmpe delete knap..

Vipper og parforhold..

En mail jeg har fået:

Lignelsen om vipper og parforhold..

Prøv at forestille dig de store vipper, som vi brugte som barn. Det var sjovt at vippe på sådan en, når der var ligevægt (en med samme vægt i en anden ende). Men var ved kommende for let ramte man jorden, og var den anden for tung, svævede man oppe i luften. Ingen af delene var særlig sjovt. Jeg bruger dette billede om det ligeværdige forhold, hvor modstanden ligger i vægten... Husker du også, når nogle stod af, og der ingen vægt var i den anden ende, så ramte man også jorden.
Det jeg vil sige er, at det er godt med modstand i et forhold... det kan være sjovt at vippe... men vil den ene ikke lege med mere... enten fordi vedkommende ikke er i stand til at give modstand mere... eller vil noget andet, så falder man... og så er det ikke sjovt mere...

Mig:

Det værste var virkelig, når den anden bare sprang af, øv hvor man slog sig. Eller når man bare sad der og ikke engang kunne få vippen i gang.
Men lignelsen siger også, at man ikke kan vippe alene, det er nu en gang sjovest at være to. Man kan selvfølgelig sidde og nyde udsigten og se på alle de andre, som leger og vipper, men det er sjovest selv at være med. Vi er nu en gang sociale væsener, og i et land med rigtig mange singler som prøver at overbevise sig selv og andre om at det er sjovest og mest frit at være alene, så tror jeg stadig på, at vi aller helst vil have en´ at vippe med...

Hemmelighed..

Hvad er en blog, hvis man ikke kommer af med et par af sine hemmeligheder..

Dog lige et par betragtninger først, holder spændingen..
Jeg er ved at læse en, godt nok chick-lit, bog om misbrug. Det giver mig igen associationer til den totalt egocentrerede måde at være på, som misbruger. På nogen måder minder det om første stadie/r i en krise. Man er så egocentreret, kan kun tale om sit eget, glemmer at spørge til andres følelser, hvordan andre har det.
Sådan var jeg midt i det hele, jeg håber jeg nu husker at spørge til andres følelser igen..

Hemmeligheden..
Har lavet profilen..
Er på, men må erkende, at desillusionen indfinder sig hurtigere, når man er 38. Som single kvinde er man pludselig jaget vildt, alle kneb gælder, og gentlemen er der få af. Jeg har bl.a. skrevet: Ordbog - Venskab staves ikke "uforpligtendesex".. Og har fundet ud af, at mænd ikke kan stave..

Skriveblokering

Har pludselig momentan skriveblokering. Er for træt til at noget sprudlende overhovedet vælter ud af fingrene ned i tastaturet, og efter jeg nu har slettet 3 forskellige helt uduelige indslag og i flere omgange fejlet med noget så enkelt som at gemme og ind-klippe et billede tror jeg jeg må indse, at IT-ånden har forladt mig i aften..

Siger godnat, vil gøre mig umage for mere flydende formuleringer i morgen, hvis ellers hjernevindingerne ikke er rustet fast efter ikke specielt underholdende våd badesession med yngste datter der havde haft et bleuheld af så omfattende karakter at jeg nærmest lige så godt kunne have smidt både hendes og mit! tøj ud umiddelbart bagefter.. Ville ønske jeg havde gjort det..

Godnat.

Man binder os på mund og hånd..

Ja ok, det er måske lidt skrapt at sammenligne eksmand med noget fra 2. verdenskrig, men altså.. Og tyskerne var altså også meget bedre organiserede..

Lige 2 minutters jammer. Det er kommet som total overraskelse for uorganiseret eksmand, at han fra i dag af ikke har noget sted at sove, da lejligheden han har lånt kun var for 14 dage. Og har man tænkt på andre sovemuligheder, Neeeej.. Og kan man give besked om planer, neeeeej..
Og havde man tænkt, at man da bare så kunne være i huset, Jouwww da..

Hvordan skal jeg kunne lave nogenlunde normale rammer for min lille pige, som er ked af det, når jeg ikke kan sige noget som helst til hende og planlægge. Det er er næsten værre for hende, hun ved nu endnu mindre, hvornår han er der, og når han er der kan hun ikke forstå, at han ikke skal blive..

Og min store pige, som bare er ked af det, hun kan heller ikke holde til det, jeg kan se hvordan det gør ondt på hende.. Jeg kan ikke byde hende utrygheden, hun føler lige nu.

Og hvem smider bare sit vasketøj i kurven, forventer sig serviceret, rapser the til arbejde osv.. Man er jo vant til service fra Mor KmK. Måske en deal om at han får malet huset med det maling han har købt, og kører sit affald på lossepladsen kan retfærdiggøre at jeg roder rundt med hans snavsede underbukser..?? Øv!

Jeg har selv ingen muligheder for at planlægge at nogen skal besøge mig, jeg kan heller ikke slæbe dem ind i mit univers af usikkerhed og dårlig stemning.. På den anden side, sidst jeg havde veninde på besøg her stak han lynhurtigt af og skulle ikke nyde noget. Måske jeg skulle benytte mig af det..

Brok brok brok, mæh mæh mæh..

Kabler og blondiner..

Er super aktiv selvstændig person, som selv ordner kontor, trækker ledninger mv. Kompagnon vil ikke være praktiske gris, siger han..

Men jeg skal flytte om på møblerne på kontoret, og i første gang blot ved, når alting skal stå anderledes, at forlænge computerkabel og 2 stk telefonledninger med ca. 6 m, så de kan nå. Købte 3 kabler, slæbte dem med på kontoret, og fandt ud af at jeg ikke skulle bruge 2 ens forlængerkabler til telefon, men 2 forskellige. Kørte tilbage til Elgiganten for at bytte det ene, blot for at opdage, havde selvfølgelig ikke kigget efter, at jeg ved fejl i stedet for 2 ens havde købt 2 forskellige, som så viste sig at være det rigtige. Følte mig lidt dum i Elgiganten, da jeg stod og ville bytte et kabel til et andet, og de var fuldstændig ens..

Rod

Ja, ok, ved godt det var et lidt fjollet indlæg jeg lavede før, men blev lige overvældet af glæde over arbejdet (fik ros af en patient som sagde, at "folk" godt kunne lide deres nye læge), og så boblede jeg over..

Kom til at filosofere over begrebet "rod i privatlivet", fik at vide at det var det, jeg havde, af min insigtsfulde kompagnon. Men på nogen måder er jeg ikke enig med ham. Selvfølgelig er det rodet at være separeret med 2 børn med 2 forskellige mænd. Det er rodet at eks-en ikke har et sted at bo, bare at skulle skilles. Men hvad nu hvis jeg er godt tilpas med situationen generelt, at det passer mig rigtig godt, nu, at skulle skilles. Har jeg så stadig rod? Eller er der i virkeligheden ved at komme mere orden end der længe har været? Man kan jo godt se mennesker, som finder sig rigtig godt tilpas i rod. Sådan en´ er jeg ikke! Og hvis det er rod, jeg har, så har jeg ihvert fald fundet ud af, at jeg lige nu hellere vil have rodet end mit liv, sådan som det var før, ordnet. Eller var det ordnet..? Det er altid nemt at efterrationalisere, efterrationaliseringer har det jo med at passe så fint og godt præcis til det humør man er i, og sådan som man selv fortolker situationen.. Men rigtig ordnede forhold har jeg vist desværre ikke haft længe.. Så hurra for rod, tror lige jeg går ind i stuen og rydder lidt op..

Jeg elsker mit job

Jeg elsker mit job
Jeg elsker mit job..

Træt..

Træt træt træt..

Jeg er så træt, på flere måder helt ind i sjælen, så filosofiske betragtninger om rod i privatlivet, og hvornår rod defineres som rod må vente til imorgen.

Godnat..

Gammel og etableret

Velkommen tilbage til mig, nu hvor jeg er blevet etableret..

Sad i snak igår aftes med ven, jeg ikke kender særlig godt. Jeg blev grundigt studeret, hvorefter han konkluderede, at jeg var frygtelig etableret.. Det er åbenbart en dårlig ting i det moderne Danmark, hvor folk bliver skilte, og søger tilbage til at være teenagere med det frie liv med dates´ og frihed ad libitum. Hvordan de så ellers bærer sig ad med det, med børn.

Men jeg har jo selv valgt at have mine børn så meget som muligt, kunne da helt sikkert skippe dem af sted til hver deres respektive fædre hver 2. uge og nyde masser af fritid, drikke mig fuld på Nynne-manér, date', og "løbe hornene af mig".

I stedet sidder jeg i usælgeligt hus, med masser af pligter, et regnskab som ikke altid passer med børn der skal det ene og det andet sted hen, selvstændig virksomhed der forpligter, og videre i den dur. Etableret, som om jeg var gammel sat kone på 60.. Og jeg er kun 38.. Men, min konklusion er nu alligevel, at jeg elsker det! De andre må gerne have deres frie liv på caféer som make-believe lækre skår og rynker, når bare jeg kan have mine piger. Og en f...... god barnepige, bare en gang imellem.. :-D

Lukket pga ombygning til ny computer et par dage..

Kvinde med sprit..

Nej, ikke i sprit, kvinde MED sprit.
Hvor mange kvinder angriber superfin tjekket hvid computer med sprit i det øjeblik de får den ud af pakken? Men der skulle altså ret så meget sprit til for at få ALLE de fæle klistermærker af, der altid bliver proppet på nye computere..
Jeg er ikke kommet så langt, der er 47 ekstra dele til den, har ikke endnu fundet ud af, hvilken en af delene, der er batteriet.. Men jeg har fundet 2 fjernbetjeninger!! Måske den også kan lave kaffe?

"Elsker" brugsanvisninger som starter:
Hvad er næste trin?

Hvor er det første??

Fandt så ud af, at det første var en hel anden!! brugsanvisning, som ikke var en bog men en folde-ud-ting, med følgende trin:
1. Pak kassen ud!!
2. Put batteriet i - her grundig billedillustration..
3. Sæt strøm til - her endnu flere grundige illustrationer..
4. Åben computeren!!! Ja jeg er ikke idiot..
5. Tænd den.. Hmm
6. Følg instrukserne på skærmen.. Mange flere illustrationer..

Ja, jeg ved altså ikke, fordi jeg har købt hvid computer er jeg åbenbart dum blondine person, som ikke har forstand på noget, og skal have den mest ÅNDEDE vejledning nogensinde i at trykke på en tænd knap!

Reaktionsfasen

Har set mig selv igen nærme mig de gamle rutiner, og overveje hvad man kan skrive i en dating profil..
En ganske fredelig ting på doktordating.dk, jeg er jo godt klar over at jeg slet ikke vil ud at date.
Hvad jeg i virkeligheden gerne vil, er at have bare et par enkelte venner, som kun kender mig for mig, og ikke som hele min fortid pakket ind i str. M 174cm.
Jeg elsker min søde støttende familie og mine ligeså søde og støttende veninder, det er virkelig rart at have nogen at hælde vand ud af ørerne til, som tilgiver mig vrøvl og navlepilleri, og som jeg ikke behøver at være alt for selvbevidst overfor.

Men jeg ser mig selv have et ønske om at kende nogen mennesker, som også kunne kende mig uden at vurdere mig i forhold til separationen, "hvordan går det med børnene, hvordan klarer du det, osv.."
Venner, som er venner, hvor jeg ikke føler behov for at skulle fortælle og forklare. Det lyder som en kritik af mine nuværende venner, det er det ikke! Det er mig, som har problemet, mine venner er jo venner, som tager det søde med det sure og omvendt, og det er mig, som, ja, ikke kan lade være med at falde ind i forklaringsmøllen hele tiden. Håber vennerne læser min blog, så de forstår. Hvorfor jeg også har det sjovt og griner, og at man ikke selv om man er midt i krise behøver at pille navle hele tiden, længere.. Ikke fordi jeg er træt af at forklare, men når jeg efterrationaliserer har jeg haft års spekulationer, og jeg har også brug for at hvile hovedet. Synes næsten jeg burde have dårlig samvittighed, er der ikke en regel som hedder at man bør sidde og græde i sofaen i mindst 3 måneder inden man overhovedet overvejer at komme udenfor en dør igen.. En vis sørgetid over 5½ års parforhold, før man kommer til trin 3 i Cullbergs kriseteori, Reaktionsfasen. Er godt klar over, at jeg ikke er kommet over i trin 4, Nyorienteringsfasen, men ser mig alligevel hoppe lidt frem og tilbage, sådan er "teorien" vel også :-)

Det var det med den der profil? Sjovt at lege med tanken..

Jane Eyre på potte

Hvordan kan DR1 være så ondsindede at sende romantisk Jane Austen film kl. 23.00 en torsdag. Os som elsker at falde i svime over engelsk bonderomantik hvor dydig og fattig slægtning finder sammen med rig godsejer eller intelligent og sexet (hun siger vist attraktiv eller "appropriate") præst, har ikke en chance! På en hverdag! Og jeg, hvis "nick" på div. hjemmesider engang var Jane Eyre, godt nok af Charlotte Brönte, men det er mindre detalje.. Men det var måske mere fordi jeg selv drømte mig selv ind i rollen som dydige Jane der fik intelligente og sexede Rochester til sidst, godt nok lettere skadet og blind, men det var ikke så relevant. På det tidspunkt..

Ellers har dagen medbragt indkøb af førbemeldte løbeklapvogn i smart orange farve, så jeg nu kan fortsætte med at være løbende servicestativ for yngste datter.

Derudover har jeg tilbragt eftermiddagen som "dagplejemor" for 4. stk 3 årige piger. Jeg havde ikke helt forestillet mig konsekvenserne.. Girls will be girls, hvad enten de er 3 eller 33.. Små glade rodede terrorister, som slet ikke er til at stå for, hvad enten de sår rørperler ud over gulvet, kører ind i hinanden med klapvogne eller fortæller "krobodille" historier. Stuegulv har været sump med krobodiller om hvert et sofahjørne.. Og pigers tendens til at gå på toilettet - læses her potte, starter, kan jeg berette, når de er 3.. Har oplevet fin toiletkultur med højtlæsning og sang fra Kaj & Andrea, og 3 piger som interesseret fulgte den fjerdes bedrifter med beundrende og rosende kommentarer til den producerede mængde væske i potten..

Back-up

For en gangs skyld er der ikke tale om ordækvilibristisk omkrivning af noget i parforholdet, men blot det simple faktum at min skærm atter gik helt i SORT - spontant igår, da jeg sad og bloggede..

Vild panik over at den måske ikke ville tænde til morgen, og stor jubel da den gjorde det..

Har nu brugt hele aftenen på at lave back-up af billeder, musik, mails og dokumenter, så jeg ikke pludselig som sidst står med håret i postkassen, hvor alt var væk, også beviserne på hvor meget en stud min eksmand kan være i sine beskyldninger på mail.

Bror har ringet med fornuftigt forslag til god økonomisk computer, han synes jeg må ha'. Men hvad hjælper det, når drømmen nu er alt for dyr Mac' eller designet tøseting fra Dell.
HP lyder mest som sovs, englænderne putter på maden for at blive tykkere..

Jammerkrukke..

Jeg vil prøve at lave et fortsæt, har taget en beslutning.

Jeg stillede mig selv spørgsmålet, ville jeg fortsætte med ægtemanden sådan som det er nu (var)?

Klart og tydeligt svar - NEJ, det vil jeg ikke.

Så slut med at svælge i selvmedlidenhed og navlepillende beskuelser for nu. Jeg kan ikke lave om på tingene som de er, så hvorfor gå og plage mig sev med det.


Fortsættet:

Være mere glad, sætte pris på hvad jeg har og den jeg er.

Nøjes med bare at være dødtræt hver dag over alt hvad jeg skal nå, og så er jeg endda kun alene med et´ barn i disse dage.. ;-)


Måske man kunne fejre fortsættet med pænt tøj? Jeg er sikker på at bugnende skab med bagpanel der er ved at falde af pga presset må kunne klare dette..?

At sluge kameler

Jeg troede egentlig de største kameler jeg skulle sluge i hele processen med ægtemanden var kameler i forhold til vores parforhold, men nu ser det ud som om det er mit eget selvbillede, der skal revideres.

Jeg er ikke sikker på, at billedet af mig selv, som stærk selvstændig kvinde der kan klare det hele holder stik lige nu. Tag nu f.eks. mit eget selvværd. Jeg har haft en idé om at jeg er blevet bedre til at sætte mit eget værd højere.
Fik at vide i dag, at mine krav i forhold til mit nuv. ægteskab nok ikke var så store, taget i betragning hvor brændt jeg var efter mit første ægteskab. Det tror jeg er rigtigt. Jeg har brugt rigtig meget tid på at sige til mig selv, at alting skal fungere, at græsset ikke er grønnere, at det nu en gang er sådan det er, man ligger som man har redt, osv osv osv.

Men i virkeligheden er det måske stikken mig selv blår i øjnene, som udtryk for at jeg rent faktisk ikke rigtig tror på, at der findes den / det rigtige for mig derude, og at ham jeg troede var det, måske bare var selvbedrag og ønsket om at det skulle være det rigtige. Selv om det ikke var helt rigtigt skulle jeg nok kunne knokle nok til at få det til at være rigtigt. For sagde jeg nej til semifrøen efter at have kysset for mange totalfrøer fik jeg nok slet ikke en frø overhovedet. For prinserne findes ikke, eller er alle optagede. Alt drømme og tanker om noget bedre ikke var andet end teenagedrømme om romantik, kærlighedsfilm og knaldromaner.

Der er godt nok i øvrigt mange totalfrøer på dating.dk..

Og nu er jeg igen ved at få kvalme over mit eget ordvrøvl.. Overjeg'et i mit hoved er ganske effektivt til at slå mig selv i hovedet hvis jeg tror og drømmer for meget.. Ikke alle har deres egen lille jantelov indbygget i øverste etage, det er da flot..?

Hvor meget chokolade koster en separation i øvrigt? Mit hjem er totalt støvsuget for alt hvad der kan trøstespises. Det skulle da lige være de der plader Toms, egentlig købt til bagning, men hvad, pyt..?!

3-årig(s) feminisme

En lille ordveksling over aftensmaden:
A: Hvem er det som dytter (i bil udenfor)? Er det en mand eller et menneske..?

Løbeturen

Jeg har fået ny fast partner - løbevognen.

Har måttet indse, at hvis jeg vil fortsætte med at løbe må jeg have sådan en´, indtil videre har jeg lånt min brors. Har godt nok ikke været ude at løbe en hel uge med den, men jeg synes det er synd at semidrukne datter i regnvejr, bare for at jeg kan få lidt motion?
Så var ude idag i skoven, med rigtig mange bakker, hvorfor går den slags altid opad? Mødte en masse løbere, som alle var hurtigere end jeg, godt for selvtilliden, og en svanefamilie med 2 børn som ville bo midt på stien, og bestemt havde udset sig et nap af en løberumpe, hvis man kom for tæt på dem..

Det er godt nok en halvdyr fornøjelse at skulle anskaffe sig en løbevogn, på den anden side, så koster det penge at betale barnepige hvis jeg skal løbe alene, og det hedder jo også kvalitetstid, når jeg kan løbe med mine børn.

Beskrivelse af 5 km kvalitetstid:
1. km: Rigtig slem
2. km: Rigtig slem og hård
3. km: Lettere (noget med endorfiner?)
4. km: Aldeles rædselsfuld
5. km: Ønsker jeg kun at komme hjem så hurtigt som muligt..

Har nu prøvet at være løbende stewardesse med hjul for 3 årig, som krævede bolle og vand ad libitum, samt svar på umulige spørgsmål, helst op ad bakke..

Løbevognen jeg selv køber bliver med super hydraulik, og på bestilling evt. påmonteret et par vinger, så kommer jeg da til at flyve af sted, ren fornøjelse eller hvad..??

Deja Vu

Jeg fandt mig selv i en mærkelig situation i dag. Sad med 2 sms konversationer på én gang. Den ene, til eks-manden om min store pige, den anden, til ægtemanden, eks-manden? om min lille pige..

Jeg ser mig selv udføre de samme ritualer nu som for 6½ år siden..
- Dag / aften / soveritualer.
- Ser romantiske tårepersere alene og græder over drømmen om at kærlighed og lykke måske / måske ikke findes. Og over Keanu Reeves.
- Planer om ydre ændringer (hår) så alle kan se hvad jeg selv føler, at alt er helt anderledes, ændret, jeg er en anden end for blot en måned siden.
- Følelsen af ensomhed, og over at jeg alligevel ikke blev forstået af ham jeg troede forstod.

Måske er det ikke en god idé at blogge efter rørstrømsk kærlighedsfilm..! 14 dages elendighed og venden vrangen udad på skrift er ved at blive for meget, selv for mig.

Spørgsmålet til en million..

Har tilbragt rigtig dejlig fridag sammen veninde, som stillede mig spørgsmålet til en million:

I dag er første dag i resten af dit liv. Så hvad ønsker DU dig af DIT liv for at være lykkelig..?

Det har givet mig noget at tænke over.

Der er det hurtige svar, et godt og langt liv med mine piger og en mand jeg elsker, min praksis, min familie, mine nære venner.

Det med børnene, arbejdet, familien, vennerne er sådan set nemt nok, men så kommer spørgsmålet omkring, hvad jeg egentlig ønsker mig af et parforhold. Om jeg er parat til igen at gå på de samme kompromis'er som tidligere, og hvis jeg ikke er, vil jeg så hellere leve alene. Eller er det nemmere og mere bekvemt at være 2, selv om det ikke lutter lykke. Hvor meget må være ikke lutter lykke for, at det er godt nok. Og er godt nok godt nok? Og hvor meget kan man egentlig forvente af et parforhold? Og hvordan med sin selvfølelse og mit selvværd, hvor ligger det henne i ligningen? For det er jo nødt til at være i orden, før jeg kan gøre mig forhåbninger om at et parforhold kan fungere. Hvor meget af ansvaret (og skylden..) har jeg taget på mig selv, og er det en rimelig mængde? Bør man placere ansvar, for ansvaret bør jo til en hver tid være fælles.

Konklusion nr 1.:
Ægtefællen og jeg havde ikke meget til fælles, modsætninger i høj grad.

Konklusion nr. 2.:
Det var ikke godt nok, som det var, og det bliver heller godt nok nu.

Konklusion nr. 3.:
Jeg skal til at tænke rigtig meget på hvad jeg forventer, hvad jeg tror jeg selv fortjener, og min egen selvfølelse og selvværd. Og min dårlige samvittighed..

Konklusion nr. 4:
Den dårlige samvittighed jeg havde overfor ham behøvede jeg ikke at have. For han bad ikke om eller forventede det jeg forventede af mig selv at give. Fordi han ikke selv gav fra sig..

Et lille paradoks..

Som feel-good film kan anbefales:

"You've got mail."

- Selv om den var tema ved mit første bryllup og ville have haft en vis berettigelse ved nr. 2 bryllup også :-D. (Så´ den i aften.)
Filmen har holdt længere end ægteskaberne, endda 2 stk., det er da et paradoks, som vil noget..

Nu må jeg altså snart blive klippet som Meg Ryan..

Jeg vil ikke være et grimt ord..

Her i huset opererer vi meget med grimme ord.
Det er mest bandeord, og ord som ikke lyder pænt at sige. Det virkede næsten alt for godt på den store, nu satser vi på en rimelig effekt på den lille også.
Men virker det på moderen?

Jeg har læst et småhadsk indlæg i blog af en mand, som harselerer over "bitterfisser". Det er i hvert fald et grimt ord! Og endda vist nok opfundet af en kvinde, som var lidt stolt af det? Sådan en B 'én vil jeg IKKE være..

I indlægget står der "citat":
Der har igennem en årrække været et fænomen i medierne, som efterhånden er så udtalt, at det mest af alt minder en psykologisk masse-seance. Fænomenet gir ofte mig kvalme, og er en medvirkende årsag til, at jeg lider af kønslig lede i forbindelse med min mentale habitus.
Der er tale om det såkaldte girl-power mantra. Den poppede pep-tale, som altid følger i røven på en artikel, som omhandler kvinder. Det er her hvor kvinders handlinger altid blir ophøjet til et udtryk for den moderne, og stærke danske kvinde, og hvor enhver handling blir overfortolket af diverse eksperter, som med hippe udsagn om den selvstændige kvinde, fortæller os, hvordan en trend indenfor ”se mig, hør mig, segmentet, skal tolkes.
Dette har til gengæld skabt en primadonna kultur i forbindelse med den moderne kvinde-identitet. Kvinderne iscenesætter deres egen selvfortælling, anført af en nærmest behandlingskrævende egoisme, hvor disse spiller en konstant hovedrolle i forbindelse med dette ego-trip.
De mange mediekampagner hylder kvindens primadonna-adfærd, og italesætter denne, som en styrke for individet og kvindeligheden. Derfor har vi i dag et kvindeligt segment, som vokser i styrke, hvor superselvcentrerede, selvfede, primadonnaer hylder deres egen singletilværelse, som drama queens med en opskruet og narcissistisk opfattelse af livet, herunder deres medmennesker, som værende brikker i deres egen infantile drejebog.
Det mest moderne og kvinde-rigtige synspunkt man næsten kan komme med i dag er, at kvinder ikke har brug for mænd (eller kærlighed) – De kan alting selv, både karriere, singleliv, sexliv, og økonomi. De kalder sig ”glitter-fisser” men minder mest om bitter-fisser, når de så efterfølgende sidder alene i ejerlejligheden med sidste nye modeskrig, en kat som husdyr, og drikker rødvin til sendefladen i Tv, mens de hovent fortæller, at mænd ikke kan give dem et konstruktivt modspil.
Sandheden er imidlertidigt, at mænd løber brølende bort fra disse overfladiske, intetsigende, selviscenesættende hermafroditiske kvinder, som padler rundt i deres egen bitterhed over, at mændene ikke vil spille med i deres drejebog over det perfekte kvinde-liv. - "Citat slut"

Det er vanvittigt flot skrevet, og et eller andet sted blev jeg lidt ramt..
Sådan en´ som hende der vil jeg i hvert fald ikke være!

Min mantra er nok, at jeg kan klare alting selv, men også at jeg ikke har lyst til at klare alting selv, og jeg kan i hvert fald ikke leve uden kærlighed..
Og så er jeg i øvrigt allergisk overfor kat!
Og laver kæmpe-huller i væggene, hvis jeg skal bruge en boremaskine..

Kvalmende selvmedlidenhed

Jeg troede ikke jeg kunne få det meget værre end igår. Men alting er jo til for at blive modbevist?

Aldeles rædselsfuld dag.
Jeg ligner noget der er løgn, matte øjne og hår som udskidt æblegrød. (Min mors udtryk, jeg har ikke set det, men det lyder ret ækelt). Jeg har konstant en klump i halsen, jeg hader mig selv for ikke at grine og være let i humøret som jeg plejer, selvmedlidenheden er kvalmende.
Jeg er utilfreds med mit arbejde, manglen på humør smitter af på evnen til at kommunikere, og jeg lytter misundeligt på latteren fra rummet ovenover mig. Det plejede også at være mig.. Jeg vil meget hellere være indeni de mennesker som griner og smiler, end inden i klumpen af mig selv.

Det er min værste frygt udlevet, borset fra den aller aller værste, at der skulle ske noget med pigerne, en frygt som også spilles om og om i hovedet på mig. Det har været min frygt, at noget skulle gå galt med kærligheden, at jeg ikke kunne holde sammen på det. Og for dem som siger, at det aldrig er så slemt som man frygter, det er det!

Tomhed

Mit liv set ovenfra i dag:

Det der gjorde dagen meningsfuld:
De store smil fra min yngste, næsenuldren, krammene. Sandpandekagen, hun ville have med hjem fra børnehaven. Hele sandkassen fra børnehaven bor jo trods alt også efterhånden på stuegulvet og i vores støvsuger.

Det der fylder dagen:
Tilbage til arbejdet efter ferien. Patienterne er glade for at vi er tilbage, alle har overlevet vores fravær, og de som er sure lader galden flyde ud over frontpersonalet ved telefonerne. Uretfærdigt for dem. Pudsig oplevelse nærmest ikke at kunne huske genvejstasterne i journalsystemet efter blot 3 ugers ferie. 300 ulæste beskeder, 97 prøvesvar, stakke af post og reklamer, regninger. Men jeg elsker mit arbejde, virkelig elsker det.

Ellers tomhed, i huset, i mit indre, en mærkelig rastløs fornemmelse af at sidde her alene i sofaen med den lille sovende på sit værelse. Adspredte mig selv med retsmedicinsk krimiserie, alt føles mærkeligt uvedkommende. Hæklede. Gik rundt. Og træthed, træthed, træthed.

Jeg har lige brug for at trække vejret

- Fra alvoren, her noget jeg altid har drømt om at prøve, hvor overfladisk er man så..:

KmedK - gæst i Femina / AltforD's "Livsstilssiden" eller "Mig og mit klædeskab" (Så afgjort mig)!

HVAD ER DIN LIVRET:
Italiensk mad og frikadeller

HVAD VILLE DU TAGE MED PÅ EN ØDE Ø:
Mine piger

HVEM BEUNDRER DU:
Mine kloge veninder, og ehm Kronprinsesse Mary

HVAD ER DIN STØRSTE LAST:
Forfængelighed

HVAD ER NYT I DIN BOLIG:
Pigernes drømmeværelser. Og mangel på ægtefælle

HVILKEN GAVE VILLE DU GERNE FORÆRE DIG SELV:
En klipning af Gun-britt

MIT SENESTE KØB:
En halskæde som til lykke til mig selv for at få mit firma - Jeg må se at få holdt den reception ;-)

HVAD KAN DU IKKE UNDVÆRE I DIN GARDEROBE:
Høje hæle

HVAD NÅR DU ALDRIG:
At få husket mine venners fødselsdage til tiden

HVAD SKILLER DU DIG ALDRIG AF MED:
Mormors bogskab, før det falder totalt fra hinanden

HVORDAN SLAPPER DU AF:
Med at hækle, eller med the sammen med en veninde. Her burde jeg selvfølgelig sige i en sandkasse med pigerne, men men..
Men, jeg slapper af når jeg ser mine 2 fantastiske piger gå rundt og lege og hygge sig sammen.

HVAD HAR DU ALTID I KØLESKABET:
Mælk og min mors saftevand

HVAD ER DET SIDSTE DU GØR INDEN DU GÅR I SENG:
Ser til mine piger

HVAD ER DIT BEDSTE STYLINGTIP:
Hårlak hårlak hårlak

DET OPTAGER MIG LIGE NU:
Tjaeh, ud over børnene, mit firma, blogning, manglen på ægtemand..?

Hvis man tror på den slags..

Tegn på at jeg burde have set det komme:

"Held i spil - uheld i kærlighed":
Jeg vandt en kjole til 1000 kr, sådan noget sker aldrig for mig..
På den anden side blev jeg banket stort af datter i Junior-matador. Men det kan selvfølgelig også bare have noget med min sans for penge at gøre..

Hurra for gode veninder

- Som kan give én et spark i rumpen, når man fortjener det..

Hun kaldte mig en slags medmisbruger, som vil løse problemerne for 'ham', i stedet for selv at lade ham løse dem.. Det er tankevækkende at havne i en sådan situation, når man selv er 'misbrugsbehandler'. Eller måske netop derfor..
Men hvor er det rart at få sparket tingene lidt på plads igen. Selv om det er grund til selvransagning - hvorfor er jeg så hurtig til at hoppe med på den, tro på hvad han siger og gå igang med at tilgive, når min første tanke var, at det bare er fordi han har fundet ud af, at han alligevel hellere vil være her i familien, end alene i en et-værelses.. For handler det ikke igen bare om hvad han vil, mere end hvad jeg vil, og hvad der er godt for mig?

Jeg hader dagen i dag. Hader at min ældste datter skal på ferie 3 uger uden mig. Hader at gå herhjemme i et univers, som han prøver at få til at ligne vores normale hverdag, med fælles morgenmad, fælles frokost, han tuller med den yngste, fælles ting som rengøring, planlægning af indkøb, snakker som om intet var hændt. Hader at se ham gå rundt med hende, som om han er verdens bedste far, efter at han forlod hende en hel sommerferie.. Og hende, som bare elsker sin far betingelsesløst. Had er et stærkt ord, måske ikke det rette, men det er så svært at se på.
Se ham gå rundt nu uden noget egentligt ønske om at være andre steder, høre ham sige at det er svært at finde en sofa at sove på, endsige en hel lejlighed..

Yoyo - En blog som er mindre sjov lige nu end jeg havde planlagt, undskyld..

Mit liv er en dårlig roman a la Danielle Steele.

En halv time efter jeg havde en lang snak med ven om hvor vred jeg var på ægtemanden - over at han ikke kan give mig roen til at finde mig selv og en hverdag i huset uden at han er der, over at han er et andet sted end jeg, kommer han og spørger om jeg er interesseret i parterapi..

Yoyo - igen..

Erklærer nu, at hans første forsøg var halvhjertet, at han gerne vil give "det" et forsøg, og finde tilbage til "hvad vi havde". At vi skal lære at kommunikere bedre. Og inden i mig skriger ord som jeg har brug for at høre, som elske, omsorg, ømhed. Og alle beskyldningerne - Du skal arbejde mest, det er dig der har problemerne! Jeg er jo englen, ikke? Godt nok en engel, som har svært ved at lytte, snakker for meget og med tendens til at tromle?
På den anden side har jeg jo netop de sidste dage fablet om hvor gerne jeg ville have kæmpet og gjort noget, og at den mulighed er taget fra mig. Nu bliver den serveret til mig på et sølvfad. Og kan man tale om en pris, det er jo kærlighed og børnene, det handler om, ikke min sårede stolthed.
Men det er jo mere end det, siger jeg til mig selv. Det handler også om min selvrespekt og om ikke at stå i den samme situation om et halvt år. Men hvor ville det være nemt at sige, "jeg tilgiver dig" og kravle ind i hans favn efter den omsorg og ømhed, jeg savner. De hænder jeg har savnet at holde i hånd med de sidste 3 uger, i zoo, i Sommerland, Bonbonland, biografen..

Men, jeg tror faktisk vi har fundet en løsning. Han starter hos rigtig psykolog, og flytter, og så må vi stille og roligt se, hvad fremtiden bringer. Han havde bog han kunne citere, hvor de havde fundet sammen igen, og jeg har veninde.. Og så omkring 100 tilfælde hvor det ikke er gået..

Og han har stadig ikke ringet til sin far, det er jo nemmere at lade være.. Og han har ikke kunne fortælle mig om følelser, det er stadig mig som sætter ordene på. Er det det´ jeg vil? Mig der snakker og snakker og snakker og snakker og snakker og snakker.. Mens han sidder og ser.. Og giver mig ret, med mine ord og mine udtryk, er det hans meninger og følelser, eller mine han spejler? Han ser tynd og hærget ud, som han sidder der i sofaen..

Men måske er der rigtigt håb? I mellemtiden må jeg tænke på mig selv og børnene, skabe mig en hverdag uden ham, og så melder han sig måske ind i familien igen på en måde, som holder for os alle? Det er da håb.

Måske bloggen skulle omdøbes "Kvinde-med-yoyo"?

Er snarere Lisbeth Dahl..

Siden sidst: (yndet udtryk i min verden, når man ikke orker at begynde helt forfra)

Har brugt tiden på at indse, at skilsmissen er en realitet.
Han - fortryder ikke, fik - endnu en - sms, hvor han skrev at han nu havde fundet en lejlighed (det viste sig senere at betyde, måske, ikke sikkert, lige som alt andet med ham). Rigtig fin bitter bemærkning, ikke?!
Mente den lå tæt på hans datter og jeg, glemte belejligt min anden datter i den ligning. Mere bitterhed.

Deraf bemærkningen om Lisbeth Dahl, jeg ser en fremtid i møde som enlig fraskilt mor x 2, med 2 børn med 2 forskellige fædre. Det var slemt første gang, men det er ingenting i forhold til nu. Jeg føler mit liv, min fremtid, alle mine drømme og forestillinger om hvordan mit liv skulle og ville se ud, er fuldstændig smuldret, pulveriseret, tilintetgjort.

Liste af følelser indtil videre:
Vrede, sorg, bitterhed, skyld, skam, håbløshed, frygt, uoverkommelighedsfølelse, tomhed, tristhed, mere tomhed..

Og hvor er jeg henne i alt dette. Kunne ikke få fred til at være alene i huset med pigerne, da han ikke fandt nogen ledige sofaer hos hans venner, så jeg måtte flygte med børnene til familien for at kunne være mig selv uden konstant at blive mindet om problemerne. Og da jeg var væk kunne han pludselig finde en sofa alligevel, selv om han havde sagt han ville male vinduer..

Jeg bliver hele tiden mindet om frygten for ikke at kunne være så meget sammen med min yngste datter som jeg mener er bedste for hende, og at pigerne skal være mere fra hindanden end hvad der er bedst for dem, den evige påmindelse af hvad som venter. Eller hvad med hans snak om at vi nu skal arbejde sammen for at gøre den næste tid så nem som mulig (for ham?), indtil han finder et andet sted at bo. For det kan under ingen omstændigheder blive nemt for mig. Og hvorfor er det han nu vil samarbejde om de ting han ikke ville samarbejde om før bruddet..

Sort skærm!

Sort skærm - umuligt at komme on-line. Jeg SKAL have fundet ud af, om jeg vil bruge penge på en "apple" eller "nøjes" med en Dell.

Er måske alligevel Majse Njor?

med skilsmissen forude?
Jeg sætter spørgsmålstegn ved det, da jeg elsker ham, og håber han fortryder (hvor meget lyder det ikke lige som den chik-lit roman jeg var ved at læse).
Jeg er træt helt ind i sjælen, orker ikke at skrive en hel masse, er så tom indeni lige nu, og har grædt de tårer jeg havde i mig, sideløbende med at jeg fra oven har anskuet mig selv og den uvirkelige teaterforestilling jeg befinder mig midt i. Jeg har efterhånden brugt så mange ord, hvor mange er mine, og hvor mange er andres. Hvad mener jeg selv og hvad har jeg stjålet af kloge formuleringer fra andre?
Og har så alligevel fået overløb af tårer jeg ikke troede jeg havde flere i mig af, efter sød sms.
Hvordan kan han vælge kærligheden og familien fra?

Konklusion:
Snart 40 årig kvinde på vej ud i anden skilsmisse, denne gang fra kærligheden i mit liv, troede jeg. Jeg vil ham stadig, men han elsker mig ikke længere (så meget) som før, siger han, og tror ikke på familien som jeg gør, siger jeg ville det hele mere end han. Det er måske rigtig nok, men hvordan kan man ikke ville kæmpe for sin familie og sin kone? Selv om det hede forhold er kølet i bleer, diskusioner (mest fra min side) og hverdagens trummerum er det hele der jo stadigvæk. Jeg er ikke en anden og han vel heller ikke. Så hvorfor ikke kæmpe for det vi havde og kan få igen. Men jeg kan ikke kæmpe for 2, og jeg kan ikke få ham til at ville noget han ikke vil.
Jeg er bare så træt. Træt af mig selv også. Føler mig som en omvandrende fiasko. Nu tog jeg fejl igen, hvordan gik det til?
Og, hvis han kommer i morgen og siger han fortryder og vil kæmpe, ja, så er jeg helt klar til at gå med i kampen. Selv om det er selvbedrag og lyder som et bogcitat.
Hader ham næsten, hvis jeg ikke elskede ham først, for det medfølende knus han gav mig som farvel. Hvor lille følte jeg mig ikke der, nærmest tilintetgjort.

Den sidste uge af sommerferien skal bruges på mine piger, og, overraskelse, mit arbejde. På aftaler, aktiviteter. Jeg er nødt til at have noget at lave, planer, noget. Jeg vil gerne se mig selv som en der handler frem for at gå i hi, bare det så ikke betyder at jeg glemmer mig selv. Nu skal jeg jo bruge tid på mig selv og det nære, siger den kloge. Sådan skal man gøre i en krise som min. Hvordan skulle jeg kunne glemme sådan som tankerne bare kører rundt i hovedet, inde i tomheden.

Sove.

Godt jeg kan redigere. Her, i virkeligheden er det fortvivlende umuligt.

På den ene side og på den anden side..

Jeg troede jeg skulle skrive:
Intet hørt fra ægtemanden..

Det blev for en time siden ændret til:
Fået en´ sms fra ægtemanden..

Overvejelser om indholdet:
Han skriver han har prøvet at ringe, men at han ikke kunne få forbindelse til DK.
Og her kommer overvejelserne, skal jeg tro på det, eller ikke?
Jeg ved hans telefon kan ringe fra udlandet, det er den sat op til. Men hvis han prøver at ringe mens han dykker er det jo nok lidt svært? Eller er det bare en dårlig undskyldning for slet ikke at have prøvet? Og han kan åbenbart godt komme igennem med en sms.. Så hans telefon kan ikke ringe op fra Sverige, men den kan godt sende sms'er fra Sverige? Og modtage dem igen..
Godt nok er jeg kvinde og blondine (eller var den en' gang, og lever stadig i drømmene), men jeg er ikke sikker på jeg hopper på den..
Men, skal tvivlen ikke komme ham til gode? Det kunne jo godt være det var rigtigt, denne gang?
Og er her ikke lidt for mange tankeprikker..

Mon kyllinger egentlig har adgang til rutchebaner?

Rigtig dansk sommerferie i dag, familietur i Djurs Sommerland! I rigtig udansk tørvejr hele dagen. De mange granskninger af dmi's hjemmeside med observationer og logistiske udregninger af regnvandsprognoser og -kurver må have virket.
Dagens største udfordring var for 3 voksne at styre 5 børn og 2 bonusbørn (også benævnt bedsteforældre).
Tog rigtig mange ture i Lilliputland i små flyvemaskiner og kålorme, og slap for at vise Mormors badedragt frem (belejligt "glemt"? min egen hjemme) i Vandland.
Øv også at jeg var en kylling og lukkede øjnene på det højeste og stejleste sted i Danmarks størtste og hurtigste rutchebane. Og ikke havde tid til tur nr. 2..

Intet nyt fra ægtemanden..

Blandt geder og torsk..

Dagen på den ene side:
I zoologisk have på familietur. Især mindeværdigt var klappegederne, som havde forkærlighed for lidt specielle kosttyper. Især kan nævnes hvide kjoler af mærket "PartTwo", samt langt lyst pigeår i alderen 8 år.
Samt en fritgående sekretærfugl, som må have lært sit hverv af homo sapiens, muligvis fra kliniksekretær eller -sygeplejerske. Havde perfektioneret måde at trippe effektivt rundt på frokostplads mellem bænke, og nusse, ordne, rydde op, observere, pirke og regere.. Tror jeg kalder den Berit.

Dagen på den anden side:
Efter 4 dages tavshed besluttede ægtemand sig endelig for at ringe kl 9, dog kun for at fortælle at han hellere ville på herre-snakke-dykkertur i Sverige i 4 dage, end på ferie med kone og børn. Og i øvrigt skulle af sted om en time..

Dagen på den tredie side:
Ufatteligt effektiv, dygtig, super kompagnon har ryddet kliniklokaler, så gulvene nu er klar til at blive belagt med linoleum. Så kylling her med slappe gummiarme slap for sliddet. Og med ekstra bonus at grim kommode med særlig skuffe, der falder af, hver gang dørene smækker, gik ganske i stykker..

Udflugt, eller er intet nyt godt nyt?

Første spørgsmål:
Så melder tvivlen sig allerede. Er det et åndssvagt navn jeg har fundet til min blog? En forkrampet måde at få K'erne til at passe? Eller er det ok, om ikke kvikt? På den ene side og på den anden side, og jeg kan da også bare lave det om?! Men nej, måske burde jeg bare være glad og bruge den første den bedste indskydelse, som jeg jo gjorde. Og så tænke, at "kvinde med kids" da godt nok er lidt af et misk-mask, men måske rammer det mig i virkeligheden meget godt. Et paradoks og et sammensurium, lidt rodet, ærligt nok, mig..

Andet spørgsmål:
Er det så nu jeg begynder med det alvorlige? Skal jeg fortælle om overfladen, udflugten med pigerne til en stor legeplads, om tårerne fordi man ikke kunne komme ind til klappegederne, eller kom for sent til robåden. Om kæmpeis og store knus?
Eller er det nu jeg fortæller om det at ægtemanden ikke ville med på ferie fordi han havde brug for ro til sig selv og selvudvikling uden familien. Og at han lovede at ringe, men ikke har gjort det endnu, hvor der er gået 4 dage? Eller lidt mere end 3 døgn.. Er intet nyt godt nyt? Ikke så meget som en sms.. Noget jeg ellers hader, fordi jeg synes det er en måde at krybe udenom at give personlig besked om mere trælse aftaler.. Efter en periode med dårlig stemning og en forløsende snak inden afskeden inklusiv et par slugte kameler. I hvert fald fra min side..
Og har jeg overhovedet lyst til at udstille mig selv i en offerrolle? Endsige placere mig i en, når jeg mener det fastlåser mig i bestemte handlingsmønstre som offer, frem for at være hende Kvinden, som kan handle sig ud af prblemerne..

Tredie spørgsmål?
Duer dette overhovedet til en blog? Det skal jo være korte indlæg, ikke en værre omgang snak som nu..

Måske jeg bare ændrer navnet på bloggen..

Hvorfor skrive en blog..?

Hvorfor overhovedet skrive en blog? Mit liv er ikke som Brigdet Jones, jeg er ikke Maise Njor eller Camilla Stockmann.
Er det fordi jeg er så megaloman at jeg tror nogen er interesseret om at læse om mit liv? Eller navlepillende nok til at lave en privat dagbog på nettet hvis nogen alligevel liiiige skulle få lyst til at kigge forbi?
Tror jeg mit liv er mere spændende end andres? Jeg mener hvor mange af min slags er vi ikke efterhånden i Danmark? Kvinder som vil det hele, og som knokler med stort K. For kærligheden, karrieren, børnene. Som så gerne vil have det perfekte liv, det perfekte job, den perfekte mand, de perfekte børn, være perfekte. Men som hen af vejen må indse, at der er nogle hjørner der skal files og at det perfekte findes i det indre, ikke det ydre.
Hvad skal læses mellem linierne? Bitterhed? Et større ønske om erkendelse? Egenanalyse ud i det småperfide eller ekshibitionisme?
Hvor hårdt slår Axel Sandemoses Jantelov mig i hovedet lige nu, fordi jeg tillader mig at tro at jeg er noget? Eller ikke tror det?
Jeg er i hvert fald kvinde på godt og ondt, jeg er verdensmester i at overveje alting "på den ene måde eller på den anden måde". Om og om igen..
Denne blog er i første omgang min dagbog, jeg vil prøve på ikke at gøre den til andet, for jeg har virkelig bare super meget lyst til at prøve, og en ting livet har lært mig er, at jeg selv former mit liv, og hvis man virkelig gerne vil noget, skal man hoppe ud i det.
Det koster knubs en gang i mellem, men man fortryder det man ikke turde og ikke gjorde mere end det man gjorde, om det så bare er noget så enkelt som en weblog.
Velkommen til mig selv, nu er jeg her, og jeg VIL!


"A life lived in fear is a life half lived.." - "vivir con miedo es como vivir en medias.."