søndag den 23. januar 2011

Ro?

Det ser ud til, at min blog er ved at blive en søndagsforteelse.. Søndag er simpelthen dagen, jeg har bedst tid til at skrive, eller rettere, søndag aften er den aften hvor min hjerne fungere så rimeligt, at jeg ikke behøver at zombie den, som på hverdage, men ikke så kvik som lørdage, hvor jeg forhåbentlig bruger tiden med kæreste og venner, og ikke med en computer.. På den anden side er søndag aftener også de aftener, hvor jeg skal lave regnskab. Men ikke de næste 3 måneder, der er det kompagnonen, hurra!

Så altså, måske nogle længere blogindlæg på vej om søndagen. Det virker jo lidt åndssvagt at skrive blogindlæg med tilbagevirkende kraft fra f.eks. torsdag. Eller gør det? Det er jo alt andet lige rarest at læse små blog indlæg, og ikke lange afhandlinger fra alt det sindssygt vigtige jeg liiige må berette om, søndag aften.. Så, ehm, skriver lige først om torsdag, og så når jeg til søndag..

Men, nu til det alvorlige..

Sidder for første gang i 7 år i et hjem, som er mit igen.. X'en og jeg var sammen i 5½ år (ok, vi flyttede først sammen efter godt et halvt år, så måske kun 6½ år), og det har taget ham 1½ år at hente sine ting, men endelig skete det, igår!! Det krævede også kun et brev fra min advokat om, at jeg havde kørt hele skidtet på lossepladsen..

Men igår hentede han sine ting, jeg fik mine nye leverede, og nu sidder jeg her, i (lortebrun) lånesofa, i MIT hjem.. Med en mærkelig klump i halsen.. Det er en helt enorm lettelse, at alting, mit liv, endelig er mit igen, at jeg er omgivet af mine egne ting. Men samtidig også lidt en tomhed, at jeg er her endnu en gang, som flere gange før.. Indrømmet, jeg har SLGMMBØ, så ikke tomhed på den måde, men der er alligevel en dør som er lukket, og jeg tror faktisk at lettelsen i blandet en anelse tomhed er en sund reaktion. Jeg er ikke den barske baracuda af en amazone, nogen tror.. Men, når jeg ser mig omkring i min stue mærker jeg smile brede sig i mit ansigt, det er godt. Dog, der er jo stadig huset, der ikke er solgt, før det sker kan jeg ikke komme endeligt videre. Håber, håber, beder til, det bliver snart.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar