Bagsiden af medaljen..

Som skrevet igår, jeg elsker mit job. Har sagt det før, siger det gerne igen, jeg er helt klart havnet på min rigtige hylde. I mit eget lille lægehus med skønne mange trapper, daglig motion, søde patienter, god kompagnon, dygtige sygeplejersker. Alt godt.

Men, ind imellem også lidt malurt, træerne vokser ikke ind i himlen. Og med malurt menes ikke de altid tilstedeværende bunker, godt gemt under mit skrivebord, regnskabet der skal laves for klinikken, selvangivelser, mangel på timer i døgnet, osv..

Jeg blev truet af en patient i dag. En helt "almindelig" patient. Ikke sådan at sige, at han trak en kniv eller havde en pistol i tasken, som jeg jo ellers har prøvet før. Eller misbrugspigerne, som ved hjælp af manipulation forsøger at få deres egen elendighed projiceret over på lægens skuldre, så de selv får det lidt bedre, for en stund.

Nej, i dag var direkte angreb, verbalt samt i nogen grad fysisk, på min faglighed, min lægelige dygtighed, min evne, til at være "god nok". Jeg fik at vide jeg var inkompetent, uduelig, var skyld det ene fejlskøn efter det andet, at jeg skulle smage "mosten", jeg lavede de forkerte undersøgelser, at jeg fik hele klinikken til at danse efter min pibe, at jeg slet og ret var et skidt menneske, og en endnu ringere læge. Og selv om jeg ved, at jeg i den konkrete sag har handlet og skønnet helt korrekt, har lavet alle de rigtige undersøgelser, sendt alle de rigtige henvisninger, kort sagt, gjort det hele rigtigt - jeg har chekket..!! - og chekket igen, så sidder den, godt og grundigt plantet i klumpen i halsen resten af dagen. En rigtig modbydelig ting, at blive nedgjort på den måde. Som fagperson skal jeg kunne rumme det, det kan jeg vel også, men som mig, sidder den der.. Og det kommer til lige at tage et par dage, inden "den" er væk igen. Aben på mine skuldre, eller, som det hedder i fagsproget, projektionen. Intellektualisering er i øvrigt en anden forsvarsmekanisme..